Bulimisk overspisning - Jeg vil altid være for tyk!?

Et liv med bulimisk overspisning

Trangen og den efterfølgende angst er nok det værste. Angsten for at blive FED. Og så folks bebrejdende blikke. Den måde De kigger på en, for det gør De jo helt bestemt! Kan folk dog forhelvede ikke bare kigge den anden vej og passe Dem selv...

Jeg er lige startet med at blogge og har taget en meget stor beslutning i mit liv. Jeg vil blogge om min sygdom. Det at have bulimi og de følelser jeg har indeni. Jeg har inddraget min søster som også lider under det. Igennem bloggen vil i få et indblik i Vores liv fra dag til dag, uge til uge og jeg vil skrive om kampen mod min sygdom, mod aben (fagsprog) der sidder på min skulder og konstant fortæller mig hvad jeg skal spise. Hvornår jeg skal have et ædeflip, hvornår jeg skal kaste op, og hvornår jeg skal tømme min tarm ved at spise ”skidepiller” osv...

Jeg har haft det sådan i snart halvandet år, mens min søster har haft det siden 2007. For min søster blev der for alvor trukket en streg i sandet den 9. oktober sidste år. Det var den værste dag i mit liv. Hun spiste en bøtte paramol, hvilket resulterede i, at hun måtte en tur på hospitalet. Jeg har endnu ikke tilgivet hende for det.

Hverdagene med min spiseforstyrrelse er op og ned. Min vægt svinger konstant. Det er lang tid siden jeg har været langt nede i vægt, men på et tidspunkt gik det godt, der var jeg rigtig tynd og fin. Jeg har ikke mange billeder fra den periode, men et enkelt har jeg fundet frem. Det viser min mave.

For at vise den store kontrast har jeg lige taget et billede i dag. På en dag, hvor jeg har haft ædeflip de to sidste dage og hvor jeg indtil i dag kl. 15.00 har indtaget:

Morgenmad: Müsli med mandler, nødder honning og en liter mælk

Så gik det fint indtil frokost...

Frokost: 4 stk. rugbrød med leverposteg, avocado, rejer, danskvand med saft, mere müsli, mørk chokolade, 2 sneakers, en daim, en halv mazarintærte, en pakke maom og en liter mælk.

Puha. Jeg har ondt i maven nu.. Og dagen er ikke engang omme.

Jeg kan ikke forklare, hvorfor jeg spiste det. For inderst inde vil jeg jo ikke, men det er, som om jeg kom i en trance. Jeg kunne ikke tænke på andet. Nu har jeg lyst til at kaste op. Men jeg tager kampen om mod aben på min skulder, for jeg kender mig selv godt nok til, at jeg blot vil spise endnu mere, hvis jeg går ud og kaster op.  Jeg er dog også meget angst for ikke at kunne sove, fordi min mave gør for ondt. Det har jeg prøvet et utal af gange.

Min søster har det okay for tiden. Pt. Er hun på Nupo-kur. Hun tabte 3 kilo den første uge.

Jeg har hen af vejen tænkt mig, at uddybe nogen af de termer jeg benytter mig af. Såsom at der sidder en abe på min skulder.. For det gør der jo ikke i virkeligheden.

Jeg ved at der er mange piger og kvinder der har det ligesom min søster og jeg. Der er ikke særlig stor fokus på det, da man ofte ikke kan se det. Kvinderne ser jo ”normale ud” i forhold til piger med anoreksi, hvor det er åbenlyst. Det er derfor Vores mål, at sætte fokus på det, og få forbedret forholdene for de kvinder og piger der lider under det.

Jeg kunne blive ved med at skrive, i hvad der synes som en evighed, for jeg har så meget inde i mig der vil ud, alt hvad der er gået igennem mig de sidste år, men jeg må stoppe for nu. Toilettet kalder...