I går fortalte jeg min søster, at jeg er begyndt at blogge.
I morges ringede hun og spurgte om hun måtte komme med et indlæg.
Begrebet "aben på min skulder" er et begreb min søster introducerede for mig efter hun var begyndt hos en psykolog. Aben er hendes spiseforstyrrelse som hun dagligt diskuterer med og den fortæller hende hele tiden hvad hun skal gøre..
Begrebet "aben på min skulder" er et begreb min søster introducerede for mig efter hun var begyndt hos en psykolog. Aben er hendes spiseforstyrrelse som hun dagligt diskuterer med og den fortæller hende hele tiden hvad hun skal gøre..
Her kommer hendes indlæg:
Jeg må há den sneakers, den rittersport, den guldbar, ostepops, slik, kakaomælk mmm...
Tankerne om de lækre sager får mit mundvand til at løbe løbsk, som en zombi sidder jeg i sofaen og stirrer stift ud i luften, mine tanker er låst fast på disse ernærings unåder.
Mit indre siger fra, aben siger: Nej, ingen kulhydrater! og alligevel ser jeg i langsom gengivelse, hvordan mine rystende hænder åbner den ene pose/pakke junk efter den anden og på mekanisk vis fører "det forbudte" ind i min mund.
En svag summende støj høres i det fjerne, det er mine nærmeste, der taler, men jeg hører ikke ordene, jeg hører ikke, hvad de siger. Jeg er i min helt egen verden, hvor ingen kan trænge ind, og hvor jeg ej heller kan komme ud. Min krop siger fra, men jeg kan ikke komme ud af trancen, utallige kalorier, nok til flere dage bliver skyllet ned med colalight.
Min mave gør ondt, min ryg gør ondt, smerterne breder sig i min krop og i mit indre. Fra yderst til inderst mærker jeg smerten, og hvordan den til sidst gør min krop og mit sind helt følelsesløs. Jeg ved, at smerten kun forværres for hver bid jeg tager, men jeg er ikke i stand til at bryde ud af mit hastigt voksende hylster og komme ud ad denne trance.
Jeg søger tilflugt i et hjørne, hvor ingen kan se mig, to hurtige bidder, og200 gram chokolade er væk, ude af mit syne, men fortsat i mit indre. Jeg må have disse giftstoffer ud af min krop, jeg bliver tyk og grim! Den lille abe, der sidder på min skulder støtter op, og følelsen er rar, da jeg efter 2 min. med fingeren i halsen mærker mængden af "det forbundte" komme op gennem svælget.
Det er slut nu, det er sidste gang du har et "ædeflip", aldrig mere junk og søde sager, nu er det nu, jeg kan sagtens klare det, jeg skal bare være stærk nok. Min pagt med aben er stærk og troen der på er endnu stærkere, selvom jeg i mit stille ubevidste indre ved, at det næste "ædeflip" lurer lige om hjørnet, med en endnu større mængde af "det forbudte".
Min indgåede aftale med aben er en lettelse, og jeg føler en ro bredde sig i kroppen, desværre vil aben have mere. Min krop er jo ikke ren, der er fortsat en stor mængde af "det forbudte" i mit indre. Aben har løsningen, ved at æde "skidepiller" vil alt blive godt igen. Det blev det bare ikke...
Pillerne fører til en endnu større kamp, der leder min krop på en rejse, ude af trit og balance mærker jeg, hvorledes min egen krop er ved at gå til grunde, mit indre skriger, men ingen hører mit skrig, mit indre græder, men ingen ser de triste tårer.
Hvornår slutter rejsen? Hvornår får jeg fred?
Tankerne om de lækre sager får mit mundvand til at løbe løbsk, som en zombi sidder jeg i sofaen og stirrer stift ud i luften, mine tanker er låst fast på disse ernærings unåder.
Mit indre siger fra, aben siger: Nej, ingen kulhydrater! og alligevel ser jeg i langsom gengivelse, hvordan mine rystende hænder åbner den ene pose/pakke junk efter den anden og på mekanisk vis fører "det forbudte" ind i min mund.
En svag summende støj høres i det fjerne, det er mine nærmeste, der taler, men jeg hører ikke ordene, jeg hører ikke, hvad de siger. Jeg er i min helt egen verden, hvor ingen kan trænge ind, og hvor jeg ej heller kan komme ud. Min krop siger fra, men jeg kan ikke komme ud af trancen, utallige kalorier, nok til flere dage bliver skyllet ned med colalight.
Min mave gør ondt, min ryg gør ondt, smerterne breder sig i min krop og i mit indre. Fra yderst til inderst mærker jeg smerten, og hvordan den til sidst gør min krop og mit sind helt følelsesløs. Jeg ved, at smerten kun forværres for hver bid jeg tager, men jeg er ikke i stand til at bryde ud af mit hastigt voksende hylster og komme ud ad denne trance.
Jeg søger tilflugt i et hjørne, hvor ingen kan se mig, to hurtige bidder, og
Det er slut nu, det er sidste gang du har et "ædeflip", aldrig mere junk og søde sager, nu er det nu, jeg kan sagtens klare det, jeg skal bare være stærk nok. Min pagt med aben er stærk og troen der på er endnu stærkere, selvom jeg i mit stille ubevidste indre ved, at det næste "ædeflip" lurer lige om hjørnet, med en endnu større mængde af "det forbudte".
Min indgåede aftale med aben er en lettelse, og jeg føler en ro bredde sig i kroppen, desværre vil aben have mere. Min krop er jo ikke ren, der er fortsat en stor mængde af "det forbudte" i mit indre. Aben har løsningen, ved at æde "skidepiller" vil alt blive godt igen. Det blev det bare ikke...
Pillerne fører til en endnu større kamp, der leder min krop på en rejse, ude af trit og balance mærker jeg, hvorledes min egen krop er ved at gå til grunde, mit indre skriger, men ingen hører mit skrig, mit indre græder, men ingen ser de triste tårer.
Hvornår slutter rejsen? Hvornår får jeg fred?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar