Min søster var i retten i går.
Hendes ekskæreste har anmodet om, at deres fælles barn får bopæl hos ham. Han har ligeledes anmodet om at få mere samvær. I nat kunne hun ikke sove, hun rystede over hele kroppen og var ked af at blive udstillet som en dårlig mor. Hun skrev:
Har jeg svigtet, spørger jeg mig selv?
Tankerne strømmer gennem mig som en syndflods brusende ebbe.
Mit ar er bristet og såret genåbnet. De mange spørgsmål, de mange svar. Var de korrekte eller forkerte.
Jeg ser min datters lille uskyldige ansigt foran mig. Hendes gråd, hendes grin og hendes små skæve uforudsigelige smil, som hun så ofte sender mig, for ubarmhjerteligt at anvende min moderkærlighed til at opnå sin vilje og gevinst.
Hvornår får jeg hende at se igen, mister jeg hende? En lille, men nok så betydelig stemme i mit indre hvisker, hendes far kan varetage hende bedre end du.
Han lider ikke af periode kroniske overspisninger, store mængder indtagelse af "Skidepiller" og uforudsigelige impulsive handlinger, der en enkelt gang er kammet over i en total magtesløshedshandling, hvis strøm ledte mig på en ukendt rejse, hvor tidshorisonten var ubestemt og hvis ende jeg måske kun ville se gennem en svævende sjæl.
Dagen kom og gik, som så mange andre. Jeg sidder nu i tomrummet, mine øjne er søvnløse, selvom de for længst burde være lukket. Jeg prøver igen og igen at lukke dem, men de vil ikke, de vil bare stirre ud i det rene ingen ting, mens jeg igen og igen ser den noget iscenesatte komedie udfolde sig i mit indre univers.
Sagsøger starter: Hun ville kun træne, ville hellere træne end at amme sit barn. Beretningen fra sagsøgers svigerindes udsagn, var uhåndgribelig for mit hjerte, hvis små stumper jeg end ikke troede kunne knuses til mindre: Og under træningen lod mor bare sit barn ligge og græde, mens hun fortsatte træningen. Hvordan kan en sådan udtalelse finde sted, hvordan kan tvivlsomme frø blive sået på løgne. Jeg føler mine sitrende hænder og en kvalme breder sig i mit indre, som følge af denne uigenkendelige løgn.
Og efter sagsøgtes gengivelse af det noget turbulente forhold fra enden til anden, begyndte sagsøgers advokat. Som en tro kopi af sin klients udsagn stak hun kniven i såret og drejede rundt, og jeg som troede, at tårekanalen var størknet, at der ikke var flere tårer i mit stille indre.
Om mor havde tænkt på hvordan hendes barn havde det, hvis de to skulle være adskilt i en måned, om mor ikke mente at det var bedre at far kunne tage over og give korte institutionsdage.
Der var så mange spørgsmål, så mange bebrejdende blikke. Det værste af det hele er den efterladte følelse i mit hjerte.
Har jeg svigtet, har jeg ikke været der for min datter, jeg har kæmpet en kamp, der var dømt til at gå galt, enlig mor, under uddannelse med 3 holdsvagtskifte, en abe på skulderen og en lille datter i favnen. Puslespillet, der hver eneste dag skulle gå op, kun knebent blev labyrentens gådefulde løsningsvej fundet hver dag gennem en kamp af valg og en struktureret planlægning.
Dommen kom ikke på dagen og ej heller ikke ved kendelsen om få dage. Den kommer til mig og derfra må jeg atter bestige det stejle bjerg. Forsøge at kæmpe mig vej gennem gletchers konstant tynde vågefulde isflager, der kun venter på at blive løsnet fra det stabile bjerg og rulle ned af skråningerne med mig i faldet.
Mister jeg dig min guldklump? Da vil mit ar aldrig heles igen, mit hjerte vil gå i stå, nedfrosset i en af de utallige snedriver, der har overrullet mit legeme. Lille mus, Du vil langsomt forsvinde i mit sind, din vækst vil blive mig ugenkendelig og dine kundskaber vil jeg aldrig lærer. Aldrig mere skal jeg synge dig i søvn med Puff, der lever på en klippe ø, og kun venter på dig. Jeg bliver fantasiens drage, på den kolde klippe ø, ene og alene. Vil aldrig mere kunne tage dig i min favn og vugge dig fra side til side, mens jeg hvisker stille i dit lille bitte øre, at du er mors lille baby, at jeg elsker dig, og altid vil være der til at passe på dig. Aldrig mere, skal jeg hører de små bitte fødder trippe gennem gangen, for blot at sidde ved mit varme skød med hoved på mit bryst, mens jeg stryger dig let og blidt over håret indtil dine små øjne lukkes og drømmendesland åbenbarer sig for dit indre.
Dit lille spæde smil og glædesstrålende grin vil aldrig forsvinde, du vil altid være min om end vi først mødes igen, når din vej måske på ny krydser min.
Vil altid, til evig tid og længere end det elske dig, mit dyrebareste eje, lille prinsesse. Min kropslighed siger fra, min psyke er kørt ned, jeg har kæmpet til det sidste. Nu er du væk.
Har jeg svigtet? Tårerne strømmer som en syndflods brusende ebbe.
