torsdag den 23. juni 2011

Der er i sandhed lys for enden

Det er nu længe siden jeg har skrevet noget herinde. I sandhed kan man sige, at der ikke har været så meget at skrive om, og så alligevel, har der været materiale til utallige sider. Mit liv er gået fremaf på en helt uventet og overraskende positiv måde.

Jeg har lige fået sommerferie for i år.. og har for første gang i over et år, kunne kigge tilbage på nogle hektiske, men vidunderlige måneder.
Jeg har været oppe til tre eksamener på mit jura studie, og mangler nu kun en eksamen og et speciale før jeg kan kalde mig can.jur.

I den seneste periode har jeg læst en del og koncentreret mig om eksamenerne, så jeg har ikke fået trænet som jeg burde, alligevel har jeg det dejligt og har fundet mig til rette med, at jeg ikke nødvendigvis behøver at træne hver eneste dag. Når jeg nævner min træning bør det indskydes, at på trods af min nedsatte træning, har jeg for nylig gennemført et marathon og løbet halvmarathon med mit arbejde.

De små mål jeg har sat mig, går langsomt i opfyldelse, og giver mig en følelse af succes, som jeg ikke har kunne føle længe.

Min søster har ikke set sin datter længe og faderen har fået bopælsadressen og det meste af samværet, på nær hver 14. dag. Min søster har ikke følt sig i stand til at overholde samværet, så jeg har aftalt, at se min niece fast hver 2 weekend. Det er meningen, at samværet skal foregå hos min mor som bor på landet.

Jeg er rigtig glad for at kunne være sammen med min niece, men samtidig bedrøvet over, at min søster endnu er i en tilstand hvor hun ikke har det godt. Jeg håber hun med tiden vil få det bedre, og at vi sammen kan løfte hinanden endnu højere.

Jeg tænker stadig på at tabe mig, på trods af, at jeg har tabt det meste, af det jeg har haft taget på hen over vinteren (se billede nedenfor) og som førte til, at jeg inderst inde havde det elendigt med mig selv. Jeg er dog begyndt at acceptere mig selv som jeg er og har overskud til at tænke på andet, min familie, fremtid osv. Jeg har sat mig for, at få renset ud i mit indre samt mit ydre og har bestemt mig, at sætte rammer for hvordan jeg ønsker mit liv skal være.

Det var et par positive ord, en sen sankt hans aften. En af de lyseste dage på året.

Det ovenfor skrevne er frembragt som en tankestrøm. - Jeg er på vej op af og det føles dejligt. - Forhåbentlig går det kun fremaf nu.

fredag den 25. marts 2011

Min Søsters retssag

Min søster var i retten i går.

Hendes ekskæreste har anmodet om, at deres fælles barn får bopæl hos ham. Han har ligeledes anmodet om at få mere samvær. I nat kunne hun ikke sove, hun rystede over hele kroppen og var ked af at blive udstillet som en dårlig mor. Hun skrev:

Har jeg svigtet, spørger jeg mig selv?
Tankerne strømmer gennem mig som en syndflods brusende ebbe.
Mit ar er bristet og såret genåbnet. De mange spørgsmål, de mange svar. Var de korrekte eller forkerte.
Jeg ser min datters lille uskyldige ansigt foran mig. Hendes gråd, hendes grin og hendes små skæve uforudsigelige smil, som hun så ofte sender mig, for ubarmhjerteligt at anvende min moderkærlighed til at opnå sin vilje og gevinst.
Hvornår får jeg hende at se igen, mister jeg hende? En lille, men nok så betydelig stemme i mit indre hvisker, hendes far kan varetage hende bedre end du.
Han lider ikke af periode kroniske overspisninger, store mængder indtagelse af "Skidepiller" og uforudsigelige impulsive handlinger, der en enkelt gang er kammet over i en total magtesløshedshandling, hvis strøm ledte mig på en ukendt rejse, hvor tidshorisonten var ubestemt og hvis ende jeg måske kun ville se gennem en svævende sjæl.
 
Dagen kom og gik, som så mange andre. Jeg sidder nu i tomrummet, mine øjne er søvnløse, selvom de for længst burde være lukket. Jeg prøver igen og igen at lukke dem, men de vil ikke, de vil bare stirre ud i det rene ingen ting, mens jeg igen og igen ser den noget iscenesatte komedie udfolde sig i mit indre univers.
Sagsøger starter: Hun ville kun træne, ville hellere træne end at amme sit barn. Beretningen fra sagsøgers svigerindes udsagn, var uhåndgribelig for mit hjerte, hvis små stumper jeg end ikke troede kunne knuses til mindre: Og under træningen lod mor bare sit barn ligge og græde, mens hun fortsatte træningen. Hvordan kan en sådan udtalelse finde sted, hvordan kan tvivlsomme frø blive sået på løgne. Jeg føler mine sitrende hænder og en kvalme breder sig i mit indre, som følge af denne uigenkendelige løgn.
Og efter sagsøgtes gengivelse af det noget turbulente forhold fra enden til anden, begyndte sagsøgers advokat. Som en tro kopi af sin klients udsagn stak hun kniven i såret og drejede rundt, og jeg som troede, at tårekanalen var størknet, at der ikke var flere tårer i mit stille indre.
Om mor havde tænkt på hvordan hendes barn havde det, hvis de to skulle være adskilt i en måned, om mor ikke mente at det var bedre at far kunne tage over og give korte institutionsdage.
 
Der var så mange spørgsmål, så mange bebrejdende blikke. Det værste af det hele er den efterladte følelse i mit hjerte.
Har jeg svigtet, har jeg ikke været der for min datter, jeg har kæmpet en kamp, der var dømt til at gå galt, enlig mor, under uddannelse med 3 holdsvagtskifte, en abe på skulderen og en lille datter i favnen. Puslespillet, der hver eneste dag skulle gå op, kun knebent blev labyrentens gådefulde løsningsvej fundet hver dag gennem en kamp af valg og en struktureret planlægning.
Dommen kom ikke på dagen og ej heller ikke ved kendelsen om få dage. Den kommer til mig og derfra må jeg atter bestige det stejle bjerg. Forsøge at kæmpe mig vej gennem gletchers konstant tynde vågefulde isflager, der kun venter på at blive løsnet fra det stabile bjerg og rulle ned af skråningerne med mig i faldet.
Mister jeg dig min guldklump? Da vil mit ar aldrig heles igen, mit hjerte vil gå i stå, nedfrosset i en af de utallige snedriver, der har overrullet mit legeme. Lille mus, Du vil langsomt forsvinde i mit sind, din vækst vil blive mig ugenkendelig og dine kundskaber vil jeg aldrig lærer. Aldrig mere skal jeg synge dig i søvn med Puff, der lever på en klippe ø, og kun venter på dig. Jeg bliver fantasiens drage, på den kolde klippe ø, ene og alene. Vil aldrig mere kunne tage dig i min favn og vugge dig fra side til side, mens jeg hvisker stille i dit lille bitte øre, at du er mors lille baby, at jeg elsker dig, og altid vil være der til at passe på dig. Aldrig mere, skal jeg hører de små bitte fødder trippe gennem gangen, for blot at sidde ved mit varme skød med hoved på mit bryst, mens jeg stryger dig let og blidt over håret indtil dine små øjne lukkes og drømmendesland åbenbarer sig for dit indre.
Dit lille spæde smil og glædesstrålende grin vil aldrig forsvinde, du vil altid være min om end vi først mødes igen, når din vej måske på ny krydser min.
Vil altid, til evig tid og længere end det elske dig, mit dyrebareste eje, lille prinsesse. Min kropslighed siger fra, min psyke er kørt ned, jeg har kæmpet til det sidste. Nu er du væk.
Har jeg svigtet? Tårerne strømmer som en syndflods brusende ebbe.

lørdag den 26. februar 2011

Aben på min skulder

I går fortalte jeg min søster, at jeg er begyndt at blogge.
I morges ringede hun og spurgte om hun måtte komme med et indlæg.

Begrebet "aben på min skulder" er et begreb min søster introducerede for mig efter hun var begyndt hos en psykolog. Aben er hendes spiseforstyrrelse som hun dagligt diskuterer med og den fortæller hende hele tiden hvad hun skal gøre.. 

Her kommer hendes indlæg:

Jeg må há den sneakers, den rittersport, den guldbar, ostepops, slik, kakaomælk mmm...
Tankerne om de lækre sager får mit mundvand til at løbe løbsk, som en zombi sidder jeg i sofaen og stirrer stift ud i luften, mine tanker er låst fast på disse ernærings unåder.
Mit indre siger fra, aben siger: Nej, ingen kulhydrater! og alligevel ser jeg i langsom gengivelse, hvordan mine rystende hænder åbner den ene pose/pakke junk efter den anden og på mekanisk vis fører "det forbudte" ind i min mund.

En svag summende støj høres i det fjerne, det er mine nærmeste, der taler, men jeg hører ikke ordene, jeg hører ikke, hvad de siger. Jeg er i min helt egen verden, hvor ingen kan trænge ind, og hvor jeg ej heller kan komme ud. Min krop siger fra, men jeg kan ikke komme ud af trancen, utallige kalorier, nok til flere dage bliver skyllet ned med colalight.

Min mave gør ondt, min ryg gør ondt, smerterne breder sig i min krop og i mit indre. Fra yderst til inderst mærker jeg smerten, og hvordan den til sidst gør min krop og mit sind helt følelsesløs. Jeg ved, at smerten kun forværres for hver bid jeg tager, men jeg er ikke i stand til at bryde ud af mit hastigt voksende hylster og komme ud ad denne trance.

Jeg søger tilflugt i et hjørne, hvor ingen kan se mig, to hurtige bidder, og 200 gram chokolade er væk, ude af mit syne, men fortsat i mit indre. Jeg må have disse giftstoffer ud af min krop, jeg bliver tyk og grim! Den lille abe, der sidder på min skulder støtter op, og følelsen er rar, da jeg efter 2 min. med fingeren i halsen mærker mængden af "det forbundte" komme op gennem svælget.

Det er slut nu, det er sidste gang du har et "ædeflip", aldrig mere junk og søde sager, nu er det nu, jeg kan sagtens klare det, jeg skal bare være stærk nok. Min pagt med aben er stærk og troen der på er endnu stærkere, selvom jeg i mit stille ubevidste indre ved, at det næste "ædeflip" lurer lige om hjørnet, med en endnu større mængde af "det forbudte".

Min indgåede aftale med aben er en lettelse, og jeg føler en ro bredde sig i kroppen, desværre vil aben have mere. Min krop er jo ikke ren, der er fortsat en stor mængde af "det forbudte" i mit indre. Aben har løsningen, ved at æde "skidepiller" vil alt blive godt igen. Det blev det bare ikke...

Pillerne fører til en endnu større kamp, der leder min krop på en rejse, ude af trit og balance mærker jeg, hvorledes min egen krop er ved at gå til grunde, mit indre skriger, men ingen hører mit skrig, mit indre græder, men ingen ser de triste tårer.

Hvornår slutter rejsen? Hvornår får jeg fred?

fredag den 25. februar 2011

Bulimisk overspisning - Jeg vil altid være for tyk!?

Et liv med bulimisk overspisning

Trangen og den efterfølgende angst er nok det værste. Angsten for at blive FED. Og så folks bebrejdende blikke. Den måde De kigger på en, for det gør De jo helt bestemt! Kan folk dog forhelvede ikke bare kigge den anden vej og passe Dem selv...

Jeg er lige startet med at blogge og har taget en meget stor beslutning i mit liv. Jeg vil blogge om min sygdom. Det at have bulimi og de følelser jeg har indeni. Jeg har inddraget min søster som også lider under det. Igennem bloggen vil i få et indblik i Vores liv fra dag til dag, uge til uge og jeg vil skrive om kampen mod min sygdom, mod aben (fagsprog) der sidder på min skulder og konstant fortæller mig hvad jeg skal spise. Hvornår jeg skal have et ædeflip, hvornår jeg skal kaste op, og hvornår jeg skal tømme min tarm ved at spise ”skidepiller” osv...

Jeg har haft det sådan i snart halvandet år, mens min søster har haft det siden 2007. For min søster blev der for alvor trukket en streg i sandet den 9. oktober sidste år. Det var den værste dag i mit liv. Hun spiste en bøtte paramol, hvilket resulterede i, at hun måtte en tur på hospitalet. Jeg har endnu ikke tilgivet hende for det.

Hverdagene med min spiseforstyrrelse er op og ned. Min vægt svinger konstant. Det er lang tid siden jeg har været langt nede i vægt, men på et tidspunkt gik det godt, der var jeg rigtig tynd og fin. Jeg har ikke mange billeder fra den periode, men et enkelt har jeg fundet frem. Det viser min mave.



For at vise den store kontrast har jeg lige taget et billede i dag. På en dag, hvor jeg har haft ædeflip de to sidste dage og hvor jeg indtil i dag kl. 15.00 har indtaget:

Morgenmad: Müsli med mandler, nødder honning og en liter mælk

Så gik det fint indtil frokost...

Frokost: 4 stk. rugbrød med leverposteg, avocado, rejer, danskvand med saft, mere müsli, mørk chokolade, 2 sneakers, en daim, en halv mazarintærte, en pakke maom og en liter mælk.

Puha. Jeg har ondt i maven nu.. Og dagen er ikke engang omme.

Jeg kan ikke forklare, hvorfor jeg spiste det. For inderst inde vil jeg jo ikke, men det er, som om jeg kom i en trance. Jeg kunne ikke tænke på andet. Nu har jeg lyst til at kaste op. Men jeg tager kampen om mod aben på min skulder, for jeg kender mig selv godt nok til, at jeg blot vil spise endnu mere, hvis jeg går ud og kaster op.  Jeg er dog også meget angst for ikke at kunne sove, fordi min mave gør for ondt. Det har jeg prøvet et utal af gange.

Min søster har det okay for tiden. Pt. Er hun på Nupo-kur. Hun tabte 3 kilo den første uge.

Jeg har hen af vejen tænkt mig, at uddybe nogen af de termer jeg benytter mig af. Såsom at der sidder en abe på min skulder.. For det gør der jo ikke i virkeligheden.

Jeg ved at der er mange piger og kvinder der har det ligesom min søster og jeg. Der er ikke særlig stor fokus på det, da man ofte ikke kan se det. Kvinderne ser jo ”normale ud” i forhold til piger med anoreksi, hvor det er åbenlyst. Det er derfor Vores mål, at sætte fokus på det, og få forbedret forholdene for de kvinder og piger der lider under det.

Jeg kunne blive ved med at skrive, i hvad der synes som en evighed, for jeg har så meget inde i mig der vil ud, alt hvad der er gået igennem mig de sidste år, men jeg må stoppe for nu. Toilettet kalder...

Velkommen!

Velkommen til min blog.

Jeg har i lang tid tænkt over, at det kunne være interessant at skrive en blog. Det kunne være om hvad som helst: Mig selv, mine interesser, værdier og målsætninger i livet eller om små ting i hverdagen der gør mig glad.

I lang tid tænkte jeg det var en dum ide. For hvorfor belemre andre med mine tanker. Jeg faldt over blog.dk og læste nogle indlæg. Da slog det mig, at nogle indlæg, for mig, virkede som det rene pladder. Jeg tænkte også, at de mennesker der skrev det, skrev fordi de havde lyst og fordi det måske hjalp dem til at komme ud med en masse ting. Alt for mange går med ting inde i sig selv og det er en glimrende måde at få det ud på.

Så derfor tænkte jeg. Jeg skal skrive en blog.

Nu får i så Mit Liv I Ojeblikke.

Det bliver forskelligt hvad jeg skriver om, og jeg aner ikke hvor mange der læser det.

Men SO What. Bare jeg får det bedre..

Enjoy...

Gadekunst i bybilledet ...

I den senere tid er gadekunst i bybilledet blevet mere udbredt. Og Nej, det er ikke kun de beskidte bymure, eller plankeværker der bliver pyntet med en gang graffiti i regnbuens farver, så byens borgere har noget smukt at stå op til, eller kigge på, når De bevæger sig gennem de ellers grå gader i indre København.

I morges faldt jeg selv over en smuk pyntegenstand der fik varmen til at brede sig i kroppen på mig, selvom temperaturen var under frysepunktet, og selvom det jeg så, var et hjerte af Is. Hjertet var placeret midt på fortovet, som om det tilfældigt var blevet tabt. Jeg kunne ikke få mig selv til at gå forbi uden først at have taget et billede. Et øjeblik der gjorde min dag bedre og smilet på mine læber endnu bredere. Set på Vesterbro. 
 

Hash. Et sikkert valg? ...

Debat

Jeg læste lige ”mit syn på at ryge hash/weed” på blog.dk og kan kun sige at det er ud fra et meget spinkelt grundlag og enkle betragtning af vennen, at skriveren konkluderer, at "hash virkelig gir et dejligt overskud".

Hash går ind og lammer hjernecellerne og påvirkningen, som det beskrives i ”mit syn på at ryge hash/weed”, føles ofte rar og afslappende. Det starter for de fleste, som så meget andet, med at det indtages i et hyggeligt selskab og i små mængder.

De fleste siger til sig selv at de godt kan styre det, men for nogen bliver indtaget større og oftere. Indtagelsen begynder også at få en grund. Jeg har haft en hård dag, en dårlig episode, en dårlig dag, og jeg skal bare ryge lidt for at få det bedre. Det bliver som sutten for babyen. Til sidst behøves der ikke at være nogen anledning, (dårlig dag mm.) før der bliver rullet en joint.

Det kan alt sammen synes harmløst, for hvorfor skal man ikke have lov til at ryge lidt for at slappe af. Problemet opstår når man forsøger at holde pause eller stoppe. Kroppen har vænnet sig til at få en dosis.

En reaktion fra vennen var hukommelsesbesvær. Det blev beskrevet ved at han gik ned i karakterer og hans fravær. Han blev formentlig også hurtigt irritabel?

Jeg har en kæreste som er dybt afhængig af hash. Det startede i det små men udviklede sig. Til sidst røg han 4 joints om dagen, han kunne ikke overskue noget, kunne ikke stå op om morgenen og han har måtte lukke hans tømmervirksomhed. Pt. står han med en gæld på knap en million og har ikke kunne overskue at få styr på tingene. Han havde ikke åbnet sin post et helt år og hver gang han fik den mindste udfordring tyede han til sin sut.

Han nærer et ønske om at komme ud af misbruget, men kan ikke tage en kold tyrker. Der kan gå en lille uge og så kommer hans reaktioner. Han bliver urolig, irritabel og sur over det mindste. Andre gange reagerer han ved at virke deprimeret og jeg skal ikke tale til ham. De gange jeg har sagt at det så har været i orden for mig, at han har taget ud på øen efter noget, er reaktionen og kontrasten så tydelig og mærkbar. Hans ansigt lyser op og han bliver glad, mere snaksaglig og medgørlig. Det ville være nemt for mig at bede ham skride ud og ryge hver gang han bliver som en kvinde der har mens... men det er ikke den rette løsning.

Det er sådan for alle misbrugere og ligesom at pisse i bukserne. Det er dejligt varmt i sekundet, men efterfølgende bliver det koldt og hvis de ikke skifter bukser bliver det RIGTIG koldt.

Min kæreste ønsker virkelig at komme ud af sit misbrug, han ønsker at søge hjælp. Han har fået en tid hos sin læge. Det er en start.

Det skal lige afslutningsvist pointeres, at jeg ikke er tilhænger af et forbud. Jeg mener alle har ret til selvbestemmelse og såfremt folk vil ryge skal de have lov til det. Nogen er også i stand til at styre det og synes det er helt fint. Det er blot for at give et billede af medaljens bagside.