Kærlighed

Kærlighedens former

Kærlighed er Når dage og nætter sammen ønskes længere. Når nætterne alene ønskes kortere og afstanden til hinanden synes for lang. Når alt andet er ubetydeligt. Når blikket fastholdes for en stund, i et øjeblik, som siger mere end tusind ord... og Når øjeblikket ønskes at vare for evigt.   

Ulykkelig kærlighed er Når øjeblikket er passeret og ønskes genskabt. Når tusind ord brænder inde og aldrig synes at kunne komme ud, end ikke ved et blik. Når alt er ubetydeligt. Når dagen ønskes opslugt af natten og natten, mørket, ønskes opslugt af drømme der varer for evigt...

Kærlighed er et underligt begreb. Det defineres forskelligt fra person til person og for den enkelte person defineres det igen forskelligt, ud fra hvor vedkommende befinder sig i sit liv.

Som barn er kærlighed = tryghed og omsorg. Denne følelse som oftest skabes gennem familien er vigtig for barnet og vil præge dets opfattelse af kærlighed resten af livet.

Op igennem livet vil en person stifte bekendtskab med forskellige former for kærlighed: Moderkærlighed, Søskendekærlighed, kærlighed til andre personer som ikke er en del af vedkommendes familie, og for nogen, følelsen af tab og i den forbindelse følelsen af tabt kærlighed og ulykkelig kærlighed.

Jeg vil i de næste indlæg beskæftige mig med forskellige former for kærlighed.

Det bemærkes, at holdninger og tilkendegivelser alene er udtryk for min egen opfattelse og de er ikke funderet i dybere studier eller analyser.

Nedenfor vil jeg indlede med en intro om kærlighed beskrevet som et mål alle søger efter, men som kan være svær at finde i en verden hvor udseende og materialisme betyder mere en nogensinde før. De fleste falder for en flot krop, et godt udseende, god stil osv., og det undersøges ofte først efterfølgende om der eksisterer et fælles værdigrundlag.
Kærligheden beskrives af en jeg-fortæller som et øjeblik der er passeret (ulykkelig kærlighed) og erfaringen hermed.

Det er forskelligt hvilke krav vi stiller til kærligheden, men ofte søges den opnået gennem materialistiske krav. Det er krav vi selv stiller som en ramme om os, og som skaber et blindhedsfelt der kan være vanskelig at nedbryde...


Det varede kun et øjeblik, men jeg så det. Jeg fik et glimt af det som de fleste ville give et helt liv for at se. Det øjeblik hvor drøm og virkelighed glider sammen og skaber et forum, et univers så vidunderligt smukt, som summen af hvert åndedræt og hjerteslag og så åndeløsheden i mellem det hele.

Men et glimt har sin pris. Det fanger en i en tilstand af tomhed, intethed, for kun det glimt kan fylde en op igen. Kun det øjebliks tilbagevendelse kan gøre en hel, samle det hjerte, der engang var placeret ved brystet, op fra afgrundens dyb, fra det nederste af mavesækken hvor der alligevel ikke er plads, og hvor det kun efterlader en smerte så stor at end ikke en fosterstilling kan lindre følelsen af ∞ tab.


Mange vil spørge sig selv: Hvad er ægte kærlighed? Findes den? Og hvis den gør. Hvor findes kortet der viser vejen frem. Det eneste svar der kan gives er, at der intet fuldstændigt svar kan gives. Alene tilkendegivelser fra folk der har set øjeblikket som et fatamorgana, og derfor aldrig har set den rette sti, forsøger i venlighedens navn at give en svaret. Sløret af det syn, går de rundt i blinde og tror de kender vejen. Og selvom de ved en fejltagelse skulle komme til at vælge den rette sti ville de aldrig finde ud af det.

Jeg var engang selv en af Dem. Jeg troede jeg havde set vejen. Forblændet af den følelse der syntes så smuk. Den gjorde mig blød i knæene og fik mine tanker og alle hverdagens begivenheder til at kredse omkring lyset forenden af vejen. Men i lyset og den blindhed der fulgte med blev jeg fanget. Næsten et helt årti skulle passere før jeg blev hevet ud af drømmen og håbet om at hvis jeg strakte mig langt nok og gjorde mit ypperste ville min krop blive lukket ind gennem det gitter der forhindrede mig i at gå de sidste meter hen til målet.

Sandheden var, at uanset hvor langt jeg end forsøgte at strække mig eller hvilke remedier jeg anvendte, ville jeg aldrig nå målet på den måde. Kun ved at vende blikket indad og ikke længere fokusere på mit hylster, ville den rette nøgle til gitteret, ud af ingenting, sidde i låsen foran mig.

Det er vigtigt ikke alene at fokusere på det ydre, selvom det er svært i en verden der konstant dikterer og fastsætter rammerne for udseende og det der er værd at elske og dermed give kærlighed til. For at finde kærligheden er det nødvendigt at se ind i dig selv og finde de værdier og mål der kan danne rammen/kortet som kan vise en den rigtige vej i jagten på kærligheden.